Ny bestyrelsesformand hos TV2 Nord

Cai Møller sidder i flere bestyrelser og har været med i TV2 Nords bestyrelse de sidste seks år. Nu har han skiftet posten som næstformand ud med formandsskabet.

Torsdag aften er Cai Møller blevet valgt som formand for TV2 Nords bestyrrelse. Cai Møller har været en del af bestyrelsen i seks år, og har indtil for nyligt fungeret som bestyrelsens næstformand. Derfor er det med blandede følelser, at Cai Møller overtager formandsposten.

- Det er med en lidt trist baggrund, men i henhold til reglerne. Jeg har haft et fantastisk samarbejde med Mogens Mathiasen. Vi har været enige om langt de fleste ting. Så det er med vedmod at takke farvel til ham, siger Cai Møller.

Den tidligere formand, Mogens Mathiasen, har været i TV2 Nords bestyrelse i otte år, og kunne derfor ikke genvælges.

Ny bestyrelse

Selvom dele af bestyrelsen er blevet skiftet ud, så glæder Cai Møller sig alligevel til at komme i gang med arbejdet. 

- Det er en god bestyrrelse jeg skal arbejde med de næste to år. Vi har et bredt fundament, og dækker over mange kompetencer, så det skal kun blive godt, siger Cai Møller. 

Han håber på at kunne fortsætte den positive udvikling, han har set hos TV2 Nord over de seneste år.

- Min vision er, at den udvikling vi har været igennem skal fortsætte. Vi skal ikke have lov til at bremse og stagnere. Træerne groer selvfølgelig ikke ind i himlen, og vi vil møde problemstillinger, men det kan vi sagtens løse, siger Cai Møller.

I den forbindelse roser han også TV2 Nord, der senest har modtaget en anderkendelse fra Circom, der er en sammenslutning af europæiske, regionale public service TV-stationer.

- Vi har et rigtig godt personale på stationen. Det er deres fortjeneste, at vi når de resultater og de priser, der bliver hevet hjem, siger Cai Møller. 

Vi skal bide os fast

Selv om Cai Møller selv kun har to år på formandsposten, inden han selv må træde tilbage, så har han en klar vision for regionalstationens fremtid.

- Vi skal bide os fast. Vi skal vise, at de regionale stationer er uundværlige, også over for landspolitikkere. Det er en af medieverdens styrker, at vi har regionalstationer, og det må vi for alt i verden ikke lave om på. 


Seneste nyt

fra Nordjylland