Ny dramatisk rally-afdeling
Foto: Johnny Pedersen
Morten Karl og Finn Thomsen kørte sig inde på 2. pladsen i weekendens DM-afdeling i Juelsminde.
Tim Svanholt og Carina Møller blev vindere af anden afdeling af Danish Rally Championship, mens nordjyske Morten Karl kørte sig ind på 2. pladsen sammen med codriver Finn Thomsen.
Overraskelserne i Danish Rally Championship synes ingen ende at tage.
Efter at Steen Andersen/Iben Louring, Brøndby/Amager, i slutningen af marts vandt den sne- og is-plagede sæsonpremiere i Nordtyskland, var det Tim Svanholt/Carina Møller, Roskilde/Herlev, som røg til tops i Rally Den Jyske Sparekasse, der lørdag blev kørt på Juelsminde-halvøen.
På forhånd var de regerende Danmarksmestre Christian Jensen/Freddy Pedersen, Ans/Bjerringbro, og hjemmebanemandskabet Ib Kragh/Mie Petersen, Juelsminde/Rårup, regnet som favoritter i det 187 kilometer lange løb, og det lokale hold lagde sig da også i front fra morgenstunden.
Men på den femte af de 14 hastighedsprøver fik de et teknisk problem, så de ikke gennemkørte hastighedsprøven korrekt og fik et tidstillæg på to minutter.
Forinden havde Christian Jensen/Freddy Pedersen haft problemer og sat et minut til, hvorfor det nu var Esben Hegelund/Karsten Isaksen, Hadsten/Egtved, som førte løbet. Men efter to prøvesejre sagde deres motor stop og føringen blev for en stund overtaget af Morten Karl/Finn Thomsen, Svenstrup/Outrup, inden de blev passeret af Tim Svanholt/Carina Møller.
Tim Svanholt/Carina Møller havde ved middagspausen et forspring på lidt mere end seks sekunder, og da eftermiddagens del af løbet bestod af flere hastighedsprøver med grus-underlag, kunne de opbygge en føring på mere end et halv minut til Morten Karl/Finn Thomsen, inden de valgte at slappe af.
Såvel Christian Jensen/Freddy Pedersen som Ib Kragh/Mie Petersen arbejdede intens på at indhente det tabte, og de to hold sluttede på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen, selv om Ib Kragh/Mie Petersen specielt havde fart på. De var hurtigst på alle de hastighedsprøver, hvor de ikke havde tekniske problemer.
Med sejren i Rally Den Jyske Sparekasse har Tim Svanholt/Carina Møller samtidig bragt sig i front for Danmarksmesterskabet i division A for firhjulstrukne biler.