Ny færge til Hirsholmene
Der indsættes nu en ny færge mellem Frederikshavn og Hirsholmene.
Fra næste år bliver der mange flere afgange mellem den lille ø-gruppe Hirsholmene ud for Frederikshavn - og Frederikshavn.
Det sker, fordi der indsættes en ny færge.
Naturstyrelsen, der ejer øgruppen, vil med en ny færge og ny sejlplan skabe mulighed for at mange flere kan få en oplevelse ud over det almindelige.
Det er først og fremmest fuglelivet, der er den store attraktion. Terner, måger og den charmerende tejst yngler i tusindvis på øerne, og det er nemt at opleve fuglene på nær hold. De er overalt, på land, til vands og i luften.
- Det er en balance at beskytte den sårbare natur på Hirsholmene og samtidigt tilbyde, at man kan komme ud og opleve den. Vi styrer publikums adgang både i antal, og mht. hvor man må færdes, men stadig er der rig mulighed for fantastiske oplevelser, som vi gerne vil tilbyde til flere, siger skovrider Jesper Blom-Hansen.
Der har netop været afholdt udbud på færgedriften gældende for de næste seks år, og valget er faldet på "Seadog". "Seadog" er allerede et kendt skib på egnen, da skibets ejer, Klaus Madsen, gennem de sidste mange år har tilbudt oplevelsesture til havs og sælsafari ved Læsø.
- Vi er utroligt glade for at have fået opgaven og glæde os dels til samarbejdet med Naturstyrelsen, men i mindst lige så høj grad til at sejle publikum til og fra Hirsholmene. Vi ser også frem til at lære "holmboerne" at kende, de udgør jo det faste klientel både på øen, og på færgen, siger Klaus Madsen.
Hirsholmene ud for Frederikshavn er en af Danmarks mest spændende ø-grupper. Det er Danmarks fineste stenrevs-øer, og både naturen og kulturen på øerne er helt speciel. På Hirsholm føler man sig hensat til steder som den svenske skærgård, eller en fuglekoloni på Færøerne. Det lille bysamfund med de gamle huse og den lille kirke mellem stendigerne er også en oplevelse ud over det sædvanlige.
Den nye sejlplan træder i kraft på 1.1. 2012.