Ny finne til AaB Ishockey

AaB har for resten af sæsonen skrevet kontrakt med målmand Joni Puurula, der har en fortid i både den bedste finske og i den bedste russiske liga.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Vi håber, vi har fundet den målmand, der for alvor kan være med til at løfte vores hold, og ikke tidligere har vi haft en målmand med så godt et CV, der vidner om klasse, og som vi selvfølgelig håber kan overføres til gode præstationer for AaB, siger sportsdirektør Ole Nielsen om den 26-årige finne.

Senest gjorde Joni Puurula en god figur i slutspillet i den finske SM-Liiga for Jokerit Helsinki, mens det var stærke sæsoner for HPK Hämeenlinna - ligeledes i SM-Liigaen - der gav Puurula chancen hos Salavat Yulayev Ufa i Rusland, hvor det i alt blev til 24 kampe i sæsonen 2004/2005.

Siden vendte Joni Puurula via TPS Turku tilbage til SM-Liigaen, og turen har også været forbi svenske Leksands I.F., før sidste sæsons bedrifter for Jokerit Helsinki.

Joni Puurula kan debutere for AaB, når holdet på fredag gæster Esbjerg.


Seneste nyt

fra Nordjylland