Ny Hobro-profil: Tilbudt at passe køer

Mikkel Thygesen har allerede mødt den noget særlige mentalitet, der eksisterer i superligaklubben Hobro IK.

Sammenholdet og den kammeratlige til hinanden er kendetegnende for Hobros Superligatrup. Her har man benene solidt plantet i den jyske muld, og tager med åbne arme mod nye holdkammerater. Det mærkede en af holdets nyeste, Mikkel Thygesen, som oprindelig er fra København, som noget af det første, da han kom til Hobro.

- Der var ikke gået mere end to dage, så havde jeg allerede fået tilbudt at bo hos to af holdkammeraterne. Folk er utroligt åbne og varme, og det er en dejlig mentalitet, som der er mange, der kan lære lidt af, siger Mikkel Thygesen.

Men ikke nok med, at han fik tilbudt et sted at bo. Der lå også et ganske attraktivt jobtilbud klar som supplement til kontrakten med klubben, som gælder resten af forårssæsonen.

- Jeg fik tilbudt et arbejde lige da jeg kom herop. Mads Justesen (anfører og landmand, red.) var så flink at spørge, og jeg ville op og bo på hans gård, og så kunne jeg hjælpe lidt med køerne. Jeg sagde, at hvis det ikke gik så godt på fodboldbanen, var det nok mit backup, smiler den nye mand i truppen.

Mandag støder endnu en Mikkel, nemlig Mikkel Beckmann, til Hobrotruppen. Derudover spejder Hobro fortsat efter en angriber som afløser for Emil Berggreen.

Superligasæsonen skydes for Hobros vedkommende i gang 22. februar på udebane mod SønderjyskE.


Seneste nyt

fra Nordjylland