Ny i spidsen for Oceanariet
Tidligere direktør i Hjørring Kommune sætter sig nu i direktørstolen for Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark.
Karl Henrik Laursen er ny direktør for den store turistattraktion i Hirtshals.
- Vi er i bestyrelsen glade for at have ansat Karl Henrik som ny direktør, og vi er overbeviste om, at han er den rigtige person til at føre Nordsøen videre. Karl Henrik har en alsidig ledelsesbaggrund og har de kompetencer og personlige egenskaber, som vi i bestyrelsen har eftersøgt, udtaler bestyrelsesformand Viggo Bilde i en pressemeddelelse.
Karl Henrik Laursen har senest været ansat i Hjørring Kommune, hvor han arbejdede som direktør i 6 år. Tidligere har Karl Henrik Laursen arbejdet indenfor sundhedsvæsenet i det nordjyske.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at starte på Nordsøen efter nytår. Nordsøen Oceanarium er for mig en turistattraktion i topklasse med mange oplevelser at tilbyde de besøgende. Også Forskerparken er inde i en positiv udvikling med mange nye og spændende aktiviteter forude. Specielt ser jeg frem til samarbejde med Forskerparkens og Oceanariets mange eksterne samarbejdspartnere, fortæller Karl Henrik Laursen, ligeledes i en pressemeddelelse.
"Vi er i bestyrelsen fortsat ambitiøse på at udvikle Oceanariet og aktiviteterne i Forskerparken. Vores nye direktør skal stå i spidsen for denne udvikling", udtaler Viggo Bilde.
"Jeg ved, at personalet på Nordsøen er dygtige og engagerede i deres arbejde, og jeg ser frem til et samarbejde med dem. Vi skal arbejde på fortsat at udvikle Nordsøen", udtaler Karl Henrik Laursen.