Ny lov skal hjælpe katte og deres ejere: - Vi håber, det kan gøre en forskel
Kattens Værn glæder sig over nye regler.
Der er lige nu 121 katte at holde styr på hos Kattens Værn i Aalborg. Hvert år får internatet omkring 800 katte ind, men de færreste af dem er mærkede. Det skal ny lovgivning nu lave om på.
Fra 1. juli skal katteejere have mærket deres kat, hvis de vil stå som juridiske ejere af dem.
Er en kat ikke mærket eller chippet, kan en kat fremover videreformidlet uden at efterlyse ejeren først.
- Nogle gange kan vi godt have en fornemmelse af, at en kat har en familie. Så fremlyser vi den uden held, og det er selvfølgelig trist for ejer og kat. Det er ikke tilfredsstillende arbejde, og derfor håber vi, det kan gøre en forskel, siger René Skall, der er internatsleder hos Kattens Værn i Aalborg.
Alle øretatoveringer består af tre bogstaver og tre tal, og hos Kattens Værn chipper de alle katte, der ikke er mærkede i forvejen
At det nu bliver lovpligtigt, hvis man ønsker at være juridisk ejer at katten, vil give bedre forhold for både ejere og katte, siger internatslederen, og henviser til episoder hvor naboer eller andre har taget katte, uden det har været ulovligt.
- Hvorfor er en kat mindre værd end en hund? Den skal have samme rettigheder som hunde, og det har den ikke endnu. Men dette er et stort skridt i den rigtige retning, siger René Skall.
Loven træder i kraft 1. juli 2021
- En kat der ikke er ID mærket kan optages af enhver. Det indbefatter at katten ikke er øretatoveret, chipmærket eller bærer halsbånd.
- Katte der ikke er ID mærkede, skal ikke fremlyses (tidligere var der fremlysningspligt i 72 timer). Dvs. at fremlysningspligten bortfalder.
- I tilfælde hvor katte er ID mærkede og optages, skal man kontakte ejeren. Katten skal hentes indenfor 24 timer ellers overgår katten som optagers ejendom.
Ændringen afskaffer fremlysningspligten for umærkede katte, således at ejerskabet til kattene automatisk overgår til optageren. Reglen om, at ejeren af en mærket og registreret kat skal underrettes inden 24 timer samt at ejeren har en frist på 24 timer fra underretningstidspunktet til at afhente sin kat, vil fortsat være gældende.
Kilde: Kattens Værn