Ny målmand til AaB - Hirsch endeligt fri
Målmand Peter Hirsch kan nu endelig slippe væk fra AaB Ishockey efter at have været fastlåst i klubben siden efteråret.
I skarp konkurrence med flere andre danske klubber har AaB Ishockey sikret sig canadieren Jody Lehman på en etårig kontrakt. Jody Lehman har spillet de seneste syv sæsoner i den bedste britiske ishockeyliga. Først tre sæsoner hos Coventry Blaze og de seneste fire sæsoner hos Sheffield Steelers, hvormed han vandt mesterskabet sidste sæson.
- Jody Lehman er en målmand, vi har fulgt et stykke tid. Han er en dygtig keeper, hvilket hans statistik og de titler, han har været med til at vinde, vidner om. Han har masser af rutine og vindermentalitet, og han er en ledertype på isen, siger AaB Ishockeys manager Karsten Arvidsen.
Dermed kan Peter Hirsch endeligt slippe væk fra AaB. Et ønske han har haft siden han blev lagt på is rent kontraktmæssigt i efteråret. Et par klubber skulle efter sigende have vist interesse for den tidligere landsholdsmålmand, men AaB Ishockey ville ikke lade ham slippe, og han blev henvist til selvtræning uden resten af holdet.
Da Karsten Arvidsen trådte til som manager og træner for holdet fik Hirsch igen lov til at træne med, og det gav næring til rygter om en genindtræden i truppen. Det blev dog på rygteplanet, for AaB Ishockey forlænger ikke aftalen med Peter Hirsch. Joni Puurula, og Roman Vopat får heller ikke forlænget deres kontrakter.