Ny næse til fiskeriminister: Fiskere kalder det en storm i et glas vand

Muslingefiskere fra Limfjorden var årsag til, at fiskeriminister Eva Kjer Hansen (Venstre) tirsdag fik sin anden næse inden for to måneder. Næsen til ministeren gør dog ikke noget større indtryk på de nordjyske fiskere.

For anden gang inden for godt en måned modtog fiskeriminister, Eva Kjer Hansen tirsdag en næse.

Det er et flertal i Folketinget, som giver ministeren næsen for hendes håndtering af sagen om muslingefiskeri i Storebælt.

Sagen drejer sig om muslingefiskeri i Storebælt, hvor Danmarks største muslingefiskere i en årrække har fået unik adgang til at fiske. Men sagen og næsen har ikke gjort stort indtryk på de nordjyske fiskere.

- Det er altså en storm i et glas vand, siger Jan Hansen, der er kredsformand i Danmakrs Fiskeriforenings afdeling i Nordjylland.

Han er ikke til at få op i det røde felt over den næse, som fiskeriminister Eva Kjer Hansen fik i dag.

- Det er en meget lille sag i dansk fiskeri, og jeg tror ikke, at det har været særligt givtigt for den fisker, der har været omme at fiske deromme, siger Jan Hansen.

Større sag på Christiansborg end i Hanstholm

Næsen kommer efter, at blandt andre fiskere fra Limfjorden i en årrække fik unik adgang til fiskeri af muslinger i Storebælt givet igennem et såkaldt forsøgsfiskeri – en sag, som har skabt mere røre på Christiansborg end ude på fiskekutterne.

- Jeg synes, at det er passende, at ministeren får en meget alvorlig kritik, siger fiskeriordfører i Socialdemokratiet, nordjyske Simon Kollerup.

Det er anden gang inden for godt to måneder, at fiskeriministeren må stå skoleret og modtage en næse af Folketinget.

- Det er en alvorlig sag, og det er en alvorlig næse hun får, siger fiskeriordfører i Dansk Folkeparti, nordjyske Ib Poulsen.

Selvom de to nordjyske fiskeriordførere kalder sagen alvorlig, så er der ifølge Jan Hansen gået for meget politisk fnider i folketingspolitikernes fokus på fiskeriet.

- 50 pct. af fiskeri ligger i Nordjylland, og fiskeriet er vigtigt for mange, så vi skal fokusere på at komme videre i dansk fiskeri, siger Jan Hansen.

Politiske kontroverser skaber problemer

I den seneste sag fra Storebælt har Berlingske afsløret, at landets største muslingefiskere i en årrække kunne kontakte embedsmænd og få lov til at fange muslinger i Storebælt. Dermed har store fiskere fået adgang til en fangst, som de mindre fiskere har måttet kigge langt efter.

Ifølge Jan Hansen er det eneste, der er kommet ud af de seneste års mange politiske kontroverser om fiskeriet, dog, at Fiskeristyrelsen er blevet svækket.

- Vi har en styrelse som aldrig har været så ringe, som den er nu. Så der er mange ting, der skal rettes op på, siger Jan Hansen.

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) har tirsdag ikke ønsket at stille op til interview.


Seneste nyt

fra Nordjylland