Ny rektor for Danmarks Biblioteksskole
Per Hasle skal være ny rektor for Danmarks Biblioteksskole.
Hvem er han
Han er 51 år gammel og kommer fra en stilling som professor i informationsvidenskab ved Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet.
- Per Hasle har en stærk faglig baggrund i informations- og medievidenskab, samtidig med at han har blik for biblioteksskolens traditionelle kernekompetencer.
Per Hasle vil i kraft af sit store netværk kunne sætte biblioteksskolens kompetencer i spil i et frugtbart samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner, både nationalt og internationalt, og med offentlige og private aftagere, siger kulturminister Brian Mikkelsen om valget.
Holdt kun et år
Per Hasle overtager jobbet efter Lars Qvortrup, der efter kun et år som rektor stoppede for at blive dekan på Danmarks Pædagogiske Universitet 1. januar 2008.
17 ansøgere til genopslag
Per Hasle blev valgt blandt 17 ansøgere, og stillingen var et genopslag, da det første ansøgerfelt i marts ikke passede på jobprofilen.
Danmarks Biblioteksskole har afdelinger i både København og Aalborg.