Ny satellit kan hjælpe farvandsvæsnet
Aalborg Universitet er klar med endnu en ny satellit. I går sendte Aalborg Universitet med stor succes en mini-satellit ud i rummet sammen med en indisk raket, men allerede inden affyring var arbejdet med en ny satellit i fuld gang. Det oplyser P4 Nordjy
Den nye satellit, som forventes klar til affyring i 2010, kan hjælpe Farvandsvæsnet med at holde øje med farvandene omkring Grønland.
- I dag har vi ikke rigtig det store overblik over, hvad der er af fragtskibe omkring farvandene ved Grønland, men ved en overflyvning på tre minutter kan vores satellit hurtigt finde ud af det, siger lektor Jens Dalsgaard Nielsen.
Satellitten vil også kunne øge sikkerheden i farvandene. Hvis der sker et skibsforlis, vil satellitten kunne lokalisere redningsbåde og dermed hjælpe til med redningsarbejdet.
Det er endnu ikke lykkedes at få en effektiv radiokommunikation i gang med den satellit, universitetet fik sendt op fra Indien i går.
- Vi kan sagtens høre satellitten, og vi kan også hente data ned fra den. Men desværre kan den ikke høre os - endnu, siger lektor Jens Dalsgaard Nielsen her til morgen.