Ny uddannelse: Sorgrådgivere skal hjælpe folk, der har mistet
Foto: Ólafur Steinar Gestsson (Scanpix)
En ny uddannelse skal klæde lærere, pædagoger og sundhedspersonale på til at hjælpe med at håndtere sorg.
Det er naturligt at sørge, hvis man har mistet. Men i nogle tilfælde kommer sorgen til at overskygge alt andet - og så kan det være nødvendigt med hjælp udefra.
Fra næste år kan faggrupper som pædagoger, lærere og sundhedspersonale efteruddanne sig til sorgrådgivere hos UCN act2learn i Aalborg og vejlede folk, der er ramt af sorg. Faggrupperne har efterspurgt mere viden om rådgivning på området.
- Det er et område, hvor vi ikke tidligere har haft uddannelsestilbud, og vi kan se, at mange faggrupper står i situationer, hvor de har brug for samtaleteknikker og viden om, hvordan man hjælper efterladte med at håndtere den sorg, det er at miste, siger Michell Kannegaard Olesen, der er områdedirektør hos UCN act2learn.
Under uddannelsen til sorgrådgiver skal de studerende blandt andet sætte et initiativ i gang på deres arbejde, hvor de bruger deres nye viden. De kan for eksempel etablere en sorggruppe.
Vi kan se, at mange faggrupper står i situationer, hvor de har brug for samtaleteknikker og viden om, hvordan man hjælper efterladte.
Michell Kannegaard Olesen, områdedirektør hos UCN act2learn
To typer sorg
Den nye uddannelse er lavet sammen med Det Nationale Sorgcenter. Her peger man på, at der er to former for sorg – den naturlige sorg og den komplicerede sorg.
Ved den naturlige sorg veksler den sørgende mellem to spor - sorgen over tabet af den afdøde samt et reetablerende spor, hvor den sørgende fokuserer på alt det, vedkommende nu skal klare alene.
- Det er normalt at pendulere mellem de to spor, og også holde pause, men hvis man bliver fastlåst i det ene spor og eksempelvis ikke kan tænke på og tale om andet end den afdøde og omstændighederne omkring dødsfaldet, og perioden strækker sig længere end et halvt år, så kan der være behov for særlig hjælp, siger Birgitte Grube, der er chefkonsulent ved Det Nationale Sorgcenter.
Det første hold studerende begynder i februar 2019. Studiet er et deltidsstudie over 6 til 9 måneder og er en kombination af undervisning og træningsdage.
Mellem 10 og 15 procent af dem, som rammes af sorg, har brug for behandling.