Ny udstilling: Teknologi skal sikre ældre mod dødsbrande
Foto: Johnni Isaksen
Ældre er de mest udsatte, når det kommer til dødsbrande i eget hjem, men det vil Center for Velfærdsteknologi i Nordjylland nu forsøge at sætte en stopper for.
På overfladen kan det ligne en helt almindelig lejlighed med køkken, stue og soveværelse. Men i virkeligheden er det en udstilling med tidens mest moderne brandsikring, som Center for Velfærdsteknologi står bag.
- Lejligheden indeholder forskellige brandsikringsteknologier. Det kan eksempelvis være brandhæmmende tekstiler, el-artikler med timere og sprinkleranlæg til boligen, fortæller Sisse Skyum, konsulent ved Center for Velfærdsteknologi.
Hos Center for Velfærdsteknologi Nord vil man i samarbejde med Nordjyllands Beredskab med en ny udstilling sætte fokus på forebyggelse af brande i hjemmet. I 2017 var der 61 dødsbrande på landsplan, og i 46 tilfælde var den omkomne mellem 50 og 89 år. Derfor er der også særligt fokus på de ældre.
Det er sådan, at hvis man går i dybden i statistikken, så er det de ældre, de sårbare og de enlige, som er overrepræsenterede. Så det er vigtigt, at vi har fokus på den målgruppes sikkerhed
Beredskabsinspektør, Bent Pedersen
- Det er sådan, at hvis man går i dybden i statistikken, så er det de ældre, de sårbare og de enlige, som er overrepræsenterede. Så det er vigtigt, at vi har fokus på den målgruppes sikkerhed, fortæller beredskabsinspektør hos Nordjyllands Beredskab Bent Pedersen.
Èn af teknologierne, man kan opleve på udstillingen, er et alarmsystem koblet sammen med vibratorer og blinkende lys, som eksempelvis kan alarmere hørehæmmede ved en brand.
- Går alarmen, begynder en vibrator under hovedpuden at ryste og lyset begynder at blinke. Hvis man nu bruger høreapparater, tager dem ud og lægger sig til at sove, jamen så kan man alligevel blive alarmeret, fortæller Sisse Skyum fra Center for Velfærdsteknologi.
Så sent som i torsdags endte det fatalt i Saltum, da en 68-årig kvinde omkom i en brand i eget hjem. Politiet formoder, at den 68-årige tabte gløder fra en cigaret ned på et tæppe. Og det er netop den slags episoder, man vil forsøge at undgå.
Det er jo nogle meget simple ting man kan gøre. Så vi håber at kunne inspirere til, at man tager de her ting med hjem og får dem anskaffet.
Sisse Skyum, konsulent ved Center for Velfærdsteknologi
- Man kan udnytte den teknologi, der er i tekstiler, der kan være brandhæmmende. Det er eksempelvis et rygetæppe eller et ryge-forklæde. Men det er selvfølgelig vigtigt, at man også kender begrænsningerne, for en glød kan også gå forbi forklædet, og så brænder det bare i stolen i stedet, forklarer Bent Pedersen, der dog ikke kan udtale sig om den konkrete situation i Saltum.
Netop cigaretter var skyld i halvtreds procent af dødsbrandene i 2017. Og derfor er det også noget, der fylder i udstillingen.
På udstillingen kan man blandt andet se brandhæmmende tekstiler, ryge-tæpper, rygerobotter, sprinkleranlæg og mange andre tiltag, der både kan skabe tryghed for både borgere og pårørende.
- Det er jo nogle meget simple ting man kan gøre. Så vi håber at kunne inspirere til, at man tager de her ting med hjem og får dem anskaffet, siger Sisse Skyum.
Center For Velfærdsteknologi i Aalborg er åbent for både almindelige borgere, virksomheder og andre interessenter.