Nye DF-kandidater i Aalborg

Dansk Folkeparti har fundet nye folketingskandidater i Aalborg. 55-årige Laila Sortland skal forsøge at blive vest-kredsens repræsentant og Gert Ingolf Johansen nord-kredsens på tinge.

Danske Folkepartis nye folketingskandidat i Aalborg Vest kredsen, Laila Sortland fortæller at hun har sympatiseret med DF siden 1996 men først meldte sig ind i 2012.

- Min familie og venner var medlemmer og så kunne jeg jo ikke se, hvorfor jeg ikke skulle tage skridtet fuldt ud. Siden fik jeg flere opfordringer til at stille op ved blandt andet kommunalvalg, siger den nye folketingskandidat, som i 2013 blev valgt ind i Syddjurs kommunalbestyrelse.

Anstændig adfærd overfor mennesker, dyr, svigtede børn og psykisk syge samt ældre er nøgleord for 55-årige Laila Sortland, der har kæreste og to voksne børn og til daglig er hun ansat som transportassistent i Siemens Wind Power.

Lokalforeningen DF Aalborg har netop valgt lokalformand Gert Ingolf Johansen til folketingskandidat i Aalborg Nord Kredsen.

- Jeg har altid været meget politisk interesseret. Så meget, at jeg ligefrem kunne finde på at følge med i byrådsmøder på lokal-tv. Derfor var det også naturligt, at jeg i 2005 besluttede mig for, at nu skulle det være. Jeg meldte mig derfor ind i partiet for at gøre en forskel, siger den nyvalgte kandidat, som tæller udlændinge- og socialpolitikken blandt sine mærkesager.

Den 54-årige selvstændige freelancekonsulent er kendt for at lede en særdeles aktiv lokalforening samt i det hele taget at varetage frivilligt arbejde.


Seneste nyt

fra Nordjylland