Nye friskoler risikerer lukning

Mange af de 11 nye nordjyske friskoler, der i disse dage slår dørene op, risikerer at måtte lukke igen, hvis ikke det lykkedes at få flere elever inden for de næste tre år.

En del af skolerne har kun 20-25 elever, og Undervisningsministeriet kræver, at skolerne har mindst 32 elever efter tre år for fortsat at kunne få statstilskud.

- Det er helt klart den største udfordring de skoler, der starter med et elevtal under 32 elever, har. Det er en udfordring at fastholde og samtidig tiltrække elever, og det kan skolerne gøre ved at få skruet et så godt skoletilbud sammen, at der kommer nye elever til. Det er vigtigt, at skolerne når den volumen, men det viser al erfaring, at det også meget ofte lykkes, siger landsformanden for Dansk Friskoleforening, Ebbe Lilliendal.

Den mindste nye friskole i Vendsyssel hedder Vrensted og Omegns Friskole, og her begynder 25 elever i skole på søndag.

- Det er klart, at vi på sigt skal have flere elever for at få en god økonomi. Vi skal gerne op på 60-70-80 stykker, men det er samtidig vigtigt, at vi fastholder et elevtal i hver klasse på højst 16, siger bestyrelsesformand Michael Mejlholm, Vrensted og Omegns Friskole.

Han understreger, at skolen vil sælge sig selv på en god undervisning med plads til alle og det nære og håber, at resultaterne med nogle dygtige elever vil sælge skolen også længere ud end lige i Vrensted-området.

I øjeblikket lejer friskolen sig ind i en del af den tidligere kommunale Vrensted Skole, her er ansat en lærer og en pædagog, og forældrenes frivillige arbejde er alt afgørende for at skolens dagligdag og økonomi kan hænge sammen. Det koster omkring 800 kroner pr barn pr måned at gå på friskolen, og skolen kan ikke klare sig uden det tilskud der kommer fra staten, men statstilskuddet stopper efter tre år, hvis ikke skolen har flere elever end i dag.
 

Dansk Friskoleforenings egne undersøgelser viser, at blot ti ud af de 89 friskoler, der er åbnet de seneste tyve år, er lukket.


Seneste nyt

fra Nordjylland