Nye regler i Aalborg Lufthavn efter coronavirus: Tag op til to liter håndsprit med
Foto: Christell Maria Iversen / TV2 Nord
I tasken her er der, hvad der cirka svarer til to liter håndsprit.
Sundhedsstyrelsen anbefaler god håndhygiejne for at forebygge coronavirus. Derfor lader Aalborg Lufthavn nu passagerer have op til to liter håndsprit med i håndbaggagen.
I Aalborg Lufthavn har man vedtaget en ændring i sikkerhedskontrollen som konsekvens af coronavirus. Fra tirsdag er der blevet givet grønt lys til, at flypassagerer kan medbringe mere end de typiske 100 ml væske med i håndbaggagen, når det altså handler om håndsprit.
Vi vil ikke tage håndsprit fra folk, bare fordi det er lidt mere end hvad EU-normerne tillader.
Søren Bjerg, sikkerhedschef, Aalborg Lufthavn.
- Det er en lille ændring, vi har lavet, fordi vi er i en situation, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man spritter sine hænder af, og flere af vores rejsende har det med. Mange har beholdere med 150 og 200 ml - og dem skal vi også acceptere, har vi besluttet. Vi vil ikke tage håndsprit fra folk, bare fordi det er lidt mere, end hvad EU-normerne tillader, forklarer sikkerhedschef ved Aalborg Lufthavn, Søren Bjerg.
Derfor er det nu tilladt at have op til to liter håndsprit med i sin håndbaggage, når man flyver fra Aalborg Lufthavn. Det tiltag er blevet godkendt af myndighederne.
- Det kan lade sig gøre, fordi vi screener håndsprit over 100 ml seperat. Det køres gennem vores x-ray, hvor vi ser det igennem for flydende sprængstof. Og det er fordi, det er det seneste udstyr, vi har i Aalborg, at det kan lade sig gøre, siger sikkerhedschefen.
Netop derfor kan det være, at der vil opstå mere kø i security i Aalborg Lufthavn, mens coronavirussen raser.
Hvis man flyver direkte fra Aalborg Lufthavn, kan man altså være sikker på, at få håndspritten med sig.