Nykredit køber sig ind i Nordjyske Bank
Foto: Pressefoto
Koncerndirektør i Nykredit Michael Rasmussen udtrykker glæde over at kunne hjælpe ikke blot Spar Nord, men også Nordjyske Bank, Nørresundby Bank og sin egen koncern.
Nykredit er en af de investorer, der efter et salg af Nørresundby bank, aftager Spar Nords aktiepost i Nordjyske Bank.
Spar Nord kan se frem til en ganske flot gevinst, når Nørresundby Bank, som det forventes, bliver solgt til Nordjyske Bank.
Ud over gevinsten ved at sælge sine 55 procent af Nørresundby Bank-aktierne får man cirka 250 millioner for de 13,6 procent af Nordjyske Bank, Spar Nord kortvarigt bliver ejerne af.
Kortvarigt fordi banken allerede nu har indgået aftaler med knap 10 investorer om at aftage aktierne.
En af investorerne er Nykredit, som bliver storaktionær i Nordjyske Bank med en ejerandel på fem procent.
- Det glæder mig, at Nykredit kan træde til og hjælpe tre gode og tætte Total-kredit-partnere med at finde en god løsning for alle, siger Koncernchef i Nykredit Michael Rasmussen.
- Samtidig forventer vi, at overtagelsen af aktieposten vil vise sig at være en god investering for Nykredit. Det er to solide banker, der nu går sammen for at blive en ny stærk lokalbank, fortsætter han, skriver Ritzau.