Nyt initiativ rettet mod iværksættere
Aalborg Universitet med nyt spændende projekt
For at fremme væksten og initiativrigdommen i samfundet er det vigtigt at klæde unge ildsjæle godt på, før de for alvor springer ud som selvstændige erhvervsdrivende, hedder det i en pressemeddelelse fra Aalborg Universitet.
Nu lancerer universitetet en internationalt nyskabende model for, hvordan denne type projekt kan gribes an.
Samtlige kandidatstuderende på Aalborg Universitet bliver i disse dage inviteret til et fire dage langt forløb med fjernundervisning, workshops og vejledning.
Samme kursus - men 10 forskellige steder
Det moderne iværksætterkursus kommer til at foregå 1.- 4. marts simultant på 10 adresser på universitetets afdelinger i Aalborg, Esbjerg og Ballerup, og i princippet ville man uden problemer kunne udvide tiltaget til samtidig at foregå i andre byer eller lande, da selve undervisningen gives på engelsk via et live-streamet videosignal.
- Vi har længe arbejdet med idéer om, hvordan man kan gøre vores iværksættertiltag mere moderne, effektive og levende, og så vidt vi kan se, er der ingen i verden, der tidligere har kastet sig ud i et online-projekt så ambitiøst som dette, siger dekan Frede Blaabjerg fra De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på Aalborg Universitet.