LIGE NU:

Nyt krak i rejsebranchen

Øster Lindet Rejser og Thinggaard Rejser er gået konkurs. Det bekræfter Rejsegarantifonden. Uvist hvor mange danskere, der er strandet.

Rejseselskabet Øster Lindet Rejser og Thinggaard Rejser er gået konkurs. Det bekræfter Rejsegarantifondens formand, Bent Mebus over for Ritzau.

- Det er rigtigt. Vi sender en pressemeddelelse ud inden for kort tid, siger Bent Mebus mandag eftermiddag til Ritzau.

En lang række danskere skal nu i gang med at finde alternative løsninger til deres bestilte rejser. Øster Lindet Rejser beskæftiger sig med en lang række rejsepakker blandt andet med fly til Alanya, Mallorca og Gardasøen. Thinggaard Rejser, der gør sig meget med busrejser er en del af samme selskab, og det går ifølge Rejsegarantifonden også konkurs.

Hvor mange danskere, der er ramt vides endnu ikke, men Øster Lindet Rejser er en mellemstor rejsearrangør, der tager sig af omkring 50.000 gæster om året.

/ritzau/