Nyt navn til gammel kirke
Gammel frikirke får nyt navn AALBORG: Pinsekirken på Samsøgade har skiftet navn til "Aalborg Citykirke". Det sker samtidig med et nyt fokus på socialt engagement i lokalområdet.
Først gik kirken under navnet "Elimkirken". Senere blev det til Pinsekirken, og så sent som i december skiftede kirken på Samsøgade for en kort tid navn til "Julekirken". Men i marts måned markerer menigheden et mere permanent navneskifte til "Aalborg Citykirke".
- Navnet fortæller, at vi gerne vil være med til at gøre Aalborg til et godt sted at bo. Vi vil gerne være der for alle slags mennesker og afhjælpe byens behov. Derfor er vi blandt andet begyndt at dele julehjælp ud, og vi planlægger også andre sociale aktiviteter, siger Dan Sørensen, der er præst i Aalborg Citykirke.
Det en kirke med stærke traditioner og en lang historie bag sig. Den 14. marts kan kirken således markere sin 87-årsdag, siden den blev etableret som en pinsekirke. I dag holder kirken, som er en del af det nationale fællesskab af pinsekirker, gudstjenester med et moderne udtryk og har tilbud til om aktiviteter rettet mod aldersgrupper lige fra børn, unge og til seniorer. Men der er også et gospelkor og særlige netværksgrupper, hvor man kan opbygge relationer og udvikle sit kendskab til Gud.
Og hvor stil og navn før mere var for de indforståede, er målsætningen i dag at blive forstået.
- Vi øver os på, at navneændringen ikke kun er et brand, men en generel åbning over for gæster i byen. Vi vil gerne blive bedre til at være kirke for folk, som ikke er vant til at gå i kirke, siger Dan Sørensen.
Processen med at rulle det nye navn ud startede med en gudstjeneste søndag den 3. marts, hvor kirkens nye logo og navn blev præsenteret.
Logoet findes allerede på kirkens hjemmeside, facebook og twitter, men skiltene til kirkens facade vil følge i de kommende uger. Indtil da, må kirkegængere og nysgerrige nøjes med det nye kommunale skilt ved indkørslen til Samsøgade.