Nyt oplevelsescenter ved Limfjorden
Hidtil største udvidelse af Limfjordsmuseet i Løgstør giver plads til et nyt maritimt oplevelsescenter. De besøgende kan aktivt opleve Limfjordens historie.
Et nyt maritimt oplevelsescenter slår søndag dørene op ved Limfjorden. Limfjordsmuseet i Løgstør står bag åbningen af det nye center på 650 kvadratmeter.
Der er tale om den største udvidelse i museets historie. Målet er at trække mange flere turister både til museet og til Løgstør generelt.
Oplevelsescentret er ligesom Limfjordsmuseet opført ved Frederik den VII's Kanal, der sidste år blev kåret til et af Nordjyllands syv vidundere. Den nye museumsbygning rummer en permanent udstilling om Limfjorden, lige fra bådmotorer og byggeredskaber til et historisk indblik i fiskeri og
udstillingsplads for gamle fjordfartøjer.
Ud over udstillingerne huser centret tre store akvarier, der viser fjordens udvikling gennem tiderne fra den ferske fjord over den rige salte fjord til fjorden i dag.
Det nye oplevelsescenter lægger vægt på aktive gæster. Derfor kan de bl.a. sejle ud i forskellige fjordfartøjer.
/ritzau/