LIGE NU:

Nyt samarbejde: Regionale mediehuse styrker journalistikken

TV2 Nord er med i nyt samarbejde, hvor fire mediehuse udnytter hinandens styrker for at skabe bedst muligt indhold og journalistik for det lokale og regionale Danmark.

Til gavn for demokratiet, til glæde for forbrugeren. Det er den grundlæggende tanke bag et helt nyt samarbejde mellem fire regionale mediehuse i Danmark.

- Der er behov for nytænkning og opbrud i vante mediemønstre for at styrke lokal- og regionaljournalistikken i Danmark, lyder det fra de fire direktører i samarbejdet, Mikael Justesen fra TV 2 Nord, Morten Vinther Jensen, Det Nordjyske Mediehus, Esben Seerup fra TV 2 Fyn og Jysk Fynske Mediers Jesper Rosener.

Derfor har de sat sig for i løbet af de kommende år i fællesskab at udvikle et nyt publicistisk samarbejde på tværs af mediehusene. Målet er bedre indhold til danskerne. Midlet er, at de fire mediehuse udnytter hinandens styrker og indhold for at skabe bedst muligt indhold og journalistik for det lokale og regionale Danmark. Samarbejdet er konkret og operationelt og vil i praksis primært ske på mediernes digitale platforme.

Fokus på fire områder

TV 2-regionen anerkender behovet for brugere på de private mediehuses egne platforme. De private mediehuse anerkender samtidig TV 2-regionens behov for at nå længst muligt ud med sit indhold til flest mulige danskere. Dette er helt harmonisk med de forskellige mediehuses kerneopgaver. I første omgang vil samarbejdet dreje sig om fire områder: Et øget fokus på regional, undersøgende journalistik. Tættere dækning af større begivenheder. Bedre udnyttelse af allerede produceret indhold.

Som det fjerde punkt vil husene tage initiativ til en konference for den danske mediebranche. Ambitionen er at undersøge, hvordan branchen kan mødes om nogle fælles, grundlæggende visioner for dansk journalistik i fremtiden – også her til gavn for brugerne og demokratiet.

Første resultater til efteråret

Næste skridt for de fire regionale medier er hen over de kommende måneder at samle redaktionelle medarbejdere på tværs med det formål at konkretisere planerne yderligere. Allerede i løbet af efteråret vil de nordjyske og fynske medieforbrugere få de første resultater af det nye samarbejde at se.

- I praksis vil det af geografiske årsager være sådan at mediehusene både kommer til at arbejde sammen to og to – og alle fire i forening, alt efter hvad der i den konkrete sag giver bedst mening, oplyser de fire direktører.

Dette publicistiske samarbejde er ikke eksklusivt. Alle fire parter har en ambition om, at samarbejdet kan blive en rollemodel for lignende, publicistiske aftaler. Derfor vil erfaringerne og intentionerne åbent blive delt på den konference, der er den del af mediehusenes plan.