Nyt signalsystem giver problemer: Nordjyske tog holder stille
Opdateret 12.17 - togene kører igen.
En opdatering af det nye signalsystem er ikke gået som håbet, og det betyder, at der på flere strækninger i Nordjylland ikke kører tog som normalt.
Nordjyske Jernbaner, som står for størstedelen af togdriften i Nordjylland, har tirsdag formiddag måttet indsætte togbusser mellem Frederikshavn og Lindholm.
Det oplyser Nordjyske Jernbaners direktør Martin Sort Mikkelsen, der betegner problemerne som omfattende.
På trods af signalproblemerne kører der fortsat tog fra Skagen til Strandby, fra Hirtshals til Vidstrup og fra Aalborg til Skørping.
Ifølge Nordjyske Jernbaner skulle problemerne med det nye signalsystem gerne være løst tirsdag ved middagstid, men det vil tage nogle timer at få normaliseret togdriften, siger direktøren.
Rejsende kan holde sig opdateret på situationen via Rejseplanen.
Der er lige nu problemer på flere strækninger, som kører på det nye signalsystem. Togene holder stille flere steder på Sjælland og på Aalborg-Hjørring-Frederikshavn. Vi arbejder på at løse problemet. Tjek Rejseplanen.
— Banedanmark (@banedanmark) May 28, 2024