Nyt sundhedshus skal erstatte Brovst Sygehus
Jammerbugt Kommune vil gerne lave et sundhedshus, som skal erstatte det lukningstruede Brovst Sygehus. Fredag fremlagde kommunen ideerne omkring det såkaldte Jammerbugt Sundhedshus for regionens forretningsudvalg
Brovst Sygehus er truet af lukning. Derfor kommer Jammerbugt Kommune nu med et forslag om et Jammerbugt Sundhedshus. Ideen med et sundhedshus er, at det kan erstatte Brovst Sygehus.
Fredag holdt økonomiudvalget i Jammerbugt Kommunes møde med regionens forretningsudvalg blandt andet omkring sundhedshuset.
Mødet fandt sted i forbindelse med høringsrunden vedrørende den videre diskussion om sygehusplanerne i området.
Forretningsudvalget modtog kommunens oplæg om kommende Jammerbugt Sundhedshus.
Ifølge borgmester Mogens Gade og socialdirektør Jane Hvas arbejder kommunen hårdt for at finde alternative løsninger, hvis Brovst Sygehus ender med at lukke.
- Vi ser muligheder frem for begrænsninger, det er absolut vigtigt at tage hånd om nærmiljøet og Jammerbugt Kommunes mest fornemme opgave er netop at sikre sundhed for alle og kvalitet i nærområdet, siger Mogens Gade i en pressemeddelelse.
Forretningsudvalget er åben over for forslaget og mener, at mulighederne for et sundhedshus fortjener at blive undersøgt.
- Vi har aftalt, at vi kigger nærmere på ideerne, siger regionrådsformand Orla Hav og fortsætter:
- Rollefordelingen er ny. Hvis det viser sig, at nogle opgaver passende kan være på Brovst Sygehus - jamen, så er det helt sikkert en mulighed, slutter han.