Nyt værktøj skal opdage nomadefamilier
Foto: Tv2nord.dk
Mariagerfjord Kommune har været med i projekt, der skal gøre det lettere at finde frem til socialt udsatte børn.
Mariagerfjord Kommune har været med til at udvikle et nyt værktøj, der skal bruges til at opdage nomadefamilier.
Værktøjet er kommet til i et samarbejde mellem Mariagerfjord Kommune, Halsnæs Kommune og it-virksomheden KMD, og værktøjet er månedlige rapporter, der belyser antallet af flytninger mellem kommuner og inden for en kommune for børn under 18 år, oplyser KMD.
Det skal gøre det lettere for kommunerne at opdage de socialt udsatte familier, som ofte skifter bopæl, da børnene formodentlig vil være i rapporterne, når en sag overdrages til en ny bopælskommune.
Flytninger ødelægger relationer
Projektets parter understreger, at mange flytninger ikke nødvendigvis er ensbetydende med problematiske familieforhold.
Men i Mariagerfjord Kommune fremhæver man vigtigheden i, at børn i familier, der flytter ofte, kan have brug for støtte.
- Børn har brug for at få tid til at kunne opbygge og fastholde relationer til andre børn og voksne. Det når de ikke, når familien flytter igen og igen. Forskning viser, at det er meget væsentligt, at børn lærer at indgå i relationer til andre, og at det er altafgørende for, at de også som voksne formår at danne bæredygtige relationer til andre mennesker, forklarer familiechef i Mariagerfjord Kommune Kit Borup.
Samtidig har Halsnæs Kommune og Langeland Kommune udviklet en arbejdsgangsbeskrivelse, som kan følges for at få den bedste tilgang til nomadefamilierne.