Offer: Han skød efter os

Onsdag blev en 32-årig i dømt varetægtsfængsling ved Retten i Hjørring. Han er sigtet for at have skudt mod tre andre mænd med en jagtriffel.

Det var uenighed om skrot, der tirsdag morgen eskalerede på Ulstedvej ved Dronninglund. Den sigtede og en af tre personer har haft en skrotforretning sammen, og i forbindelse med forretningen, er der opstået økonomisk uenighed mellem de to mænd.

De tre personer opsøger den sigtede på hans bopæl. Her kommer mændene op at diskutere, og de tre mænd vælger at køre fra stedet i deres bil. I mellemtiden har sigtede hentet sin jagtriffel i huset, og ifølge de forurettede mænd, skyder han efter bilen, da de kører af sted. Ved dagens grundlovsforhør sagde den 32-årige dog, at han kun havde skudt op i luften.

Manden er sigtet for at forvolde fare for andres liv samt ulovlig våbenbesiddelse under skærpende omstændigheder. Riflen var nemlig ladt og afsikret da politiet fandt den i den 32-åriges hjem, hvilket medfører de skærpende omstændigheder, som, hvis han bliver fundet skyldig, medfører minimum et års fængsel.

Retten i Hjørring besluttede at varetægtsfængsle manden i tre og en halv uge. Manden nægtede sig skyldig i begge anklagepunkter og kærede varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.


Seneste nyt

fra Nordjylland