Offer kan først afhøres i næste uge

Den 40-årige mand, der blev overfaldet i Jomfru Ane Gade, er stadig så medtaget, at han først kan afhøres engang i næste uge.

Politiet forsøgte fredag eftermiddag at afhøre den mand, der blev overfaldet i Jomfru Ane Gade natten til onsdag. Den 40-årige mand var ved bevidsthed, men kunne efter sin egen vurdering ikke afhøres, oplyser Nordjyllands Politi.

- Vi tager selvfølgelig hensyn til hans tilstand, og så snakker vi med ham i næste uge, når han er klar, siger vicepolitikommissær Jens Møller Søgaard fra Nordjyllands Politi.

Politiet kan ikke umiddelbart komme videre med sagen før offeret bliver afhørt, men de tror stadig at overfaldet er en form for opgør i relation til rockergruppen Bandidos.

- Det hælder vi stadig til. Vi ved ikke helt hvor han (den 40-årige red.) kommer ind i billedet, men vi tror at han på en eller anden måde er en del af miljøet, siger Jens Møller Søgaard.

Offeret ønskede ikke selv politiets indblanding. Det var et familiemedlem, der anmeldte overfaldet.


Seneste nyt

fra Nordjylland