... og det rammer også dette område
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto
Henover weekenden har det meste af Nordjylland været ramt af indbrud.
Indbruddene i denne artikel er et øjebliksbillede mandag 16. oktober. Der kan blive anmeldt flere indbrud efterfølgende.
Efterårsferien er startet for de nordjyske skoler, og det betyder, at efterårsferien for mange bruges udenfor hjemmet.
Det giver gode arbejdsbetingelser for folk med lange fingre, og det er ikke kun syd for fjorden, at der har været ubudne gæster på spil i weekenden. Både Jammerbugt-, Frederikshavn-, Brønderslev- og Hjørring Kommune har også været ramt af indbrud de seneste dage.
- Det er et par stykker mere end på en normal weekend. Så vi er mere på vagt og opmærksomme, siger politikommissær hos Nordjyllands Politi Peter Skovbak.
Læs mere om de mange indbrud syd for fjorden herunder:
I Skagen var der mellem torsdag og søndag indbrudstyve, som brød et vindue op og på den måde fik de adgang til den mennesketomme bolig. Der forsvandt et tv og to Syverstole med læderbetræk.
Tidligere på ugen var det i Brønderslev, hvor et vindue blev brudt op i en bolig. Her slap gerningspersonerne afsted med et mindre kontantbeløb og tre flasker spiritus - der var tale om både spansk og engelsk gin.
Også i Nørhalne blev et opbrudt vindue mellem fredag og søndag måden hvorpå indbrudstyvene fik adgang. Smykker og sølvtøj var her blandt tyvekosterne.
Lignende sager - samme kvinde?
Lørdag var der to sager, som til forveksling minder om hinanden. En ældre mand i Vrå og et ældre ægtepar i Pandrup opdagede begge en fremmed kvinde gå rundt i deres hus. Efter hun blev konfronteret, forsvandt hun kort efter, og der manglede efterfølgende henholdsvis et kontantbeløb og tre porcelænsfigurer i boligerne.
Signalement af kvinde
Kvinde mellem 30-35 år
Østeuropæisk af udseende
Almindelig af kropsbygning
Sort mellemlangt hår
Dansktalende med accent
Iført sort jakke, cowboybukser og skuldertaske
Ifølge politikommissær hos Nordjyllands Politi Peter Skovbak vil ordensmagten holde øje med udviklingen de kommende dage i forhold til, om ferien byder på mange indbrud i det nordjyske. Derudover er efteråret lig med mindre dagslys.
- Der er flere indbrud i den mørke tid. De, der kan lide at arbejde i mørke, får lidt længere arbejdstid, siger Peter Skovbak.
Hvis man skal forlade sit hjem i den kommende uge, så har politikommissæren nogle anbefalinger til at undgå ubudne gæster.
- Det er de gængse råd om at få låst af og have gode døre og vinduer. Måske få nogle naboer til at se efter huset og sørge for, der er noget lys tændt, siger han.