Økonomien presser landmænd

120 landmænd var i dag samlet i Aalborg for få idéer til, hvordan de slipper ud af deres økonomiske vanskeligheder.

Det var Agrinord, der i dag inviterede. Landmændene tjener nemlig ikke nok på driften, så der skal findes andre metoder. Flere landmænd er allerede begyndt at spekulere i valuta og renteforskelle.

- Prisen på svinekød og mælk falder. Udgifterne til renter og løn stiger, så vi er pressede, siger Martin Pinholt, formand for det driftsøkonomiske udvalg under landboforeningen Agrinord.

Landbrug bliver hårdt ramt af renteuroen, fordi de har så stor en gæld. Derfor fristes landmændene til spekulation, Men hele idéen med, at landmænd skal spekulere i schweizerfranc og tyrkiske lire for at få tingene til at hænge sammen, blev skudt ned på mødet.

- Det er rablende galt. Landmændene skal holde sig til deres arbejde og optimere deres drift, siger Svend Jørgen Jensen, chefanalytiker ved Alm. Brand Markets i Silkeborg.

Det er dog et fåtal af landmændene, der har hørt efter i de senere år, så nu strammer det til hos langt hovedparten af landmændene.

- Vi er nødt til at stoppe med at investere. Vi skal optimere vores drift og skabe lidt likviditet ved at arbejde hårdt, siger Martin Pinholt.


Seneste nyt

fra Nordjylland