Økonomisk politik skal fylde mest

Styr på økonomien står øverst på nordjydernes ønskeseddel til politikerne.  Det viser en meningsmåling som Epinion har lavet for DR Nordjylland og TV2 Nord.

Hele 29 procent mener, at den økonomiske politik er det vigtigste spørgsmål, som politikerne skal tage sig af.

- Det fylder jo meget, for det er hele omdrejningspunktet i samfundet, siger Susanne Pedersen.

Det er ikke kun hos hende, at den økonomiske bevidsthed er vokset ifølge, Per Bukh, professor i økonomistyring fra Aalborg Universitet.

- Der har været den ene udsendelse efter den anden, fyldt med besparelseskrav i kommunerne. Det er rykket helt tæt på, og gået op for alle, at besparelser er nødvendige, siger han.

I foråret 2010 sleb kommunerne sparekniven, folkeskoler blev nedlagt og servicen skrumpede. Og nordjyderne ved godt, at der ikke er flere penge tilbage. Nordjyderne er blevet økonomiske realister

- Hver gang man deltager i en form for overbudspolitik, så er man jo samtidig ansvarlig for, at der nogen andre der bliver dårligere stillet, forklarer han.

Løfter om en ny motorvej eller bedre vilkår for studerende vinder derfor ikke længere stemmer. Derimod har nordjyderne fået en større forståelse for, at det at drive et land ligner det at drive en fornuftig privatøkonomi.

- På et eller andet tidspunkt kan der ikke trækkes mere på kassekreditten og så er vi nødt til at få hold på landets økonomi, før vi har mulighed for at lade kommunerne øge forbruget, og hvis ikke kommunerne kan øge forbruget, så kan vi ikke forbedre folkeskolen, mener Per Bukh.


Seneste nyt

fra Nordjylland