Opdræt af laks går i land i Hirtshals
De miljørigtige danske modeldambrug skal udvides fra ferskvand til saltvand. Det kræver nye teknologiske løsninger, som i sig selv kan blive et eksporteventyr.
Nu går DTU Aqua og flere i industrien sammen om at tage de danske dambrug endnu et skridt videre. For også at få store regnbueørreder og laks på menuen skal de såkaldte modeldambrug udvides fra ferskvand til opdræt af saltvandsfisk - på land. Det sker med støtte fra Fødevareministeriets Grønt udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP).
Opdræt af fisk er i dag et af verdens hurtigst voksende fødevareerhverv. Danmark har en lang tradition for dambrug og er i dag blandt verdens førende indenfor udstyr til grøn produktion takket være udviklingen af såkaldte modeldambrug. Dambruget genbruger hele 95 procent af vandet i stedet for at lede det ud i naturen.
- Målet er at kunne lave flere fisk, men med samme eller lavere udledning af kvælstof til naturen. Det er til dels en kendt teknik i ferskvand. Nu er målet at udvikle teknologien til at gøre det samme i saltvand, for så at omdanne denne nitrat til frit kvælstof, der forureningsfrit kan afgasse. På den måde fjerner man kvælstoffet fra vandet, forklarer Per Bovbjerg Pedersen, DTU Aqua.
Første skridt bliver at udvikle teknologiske løsninger til opdræt af store regnbueørreder. Herefter kommer turen til atlanterhavslaks.
Selve teknologien i sig selv vil have et stort eksportpotentiale, vurderer Per Bovbjerg Pedersen, DTU Aqua.