Opfordrer til plejetestamente

Ældre i Vesthimmerland Kommune bliver opfordret til at udfylde et plejetestamente, hvor de fortæller hvilken pleje og omsorg, de ønsker, hvis de bliver ramt af demens.

Det er Ældrerådet og personale fra kommunens ældrecentre, som i fællesskab vil informere de ældre om fordelene ved i tide at udfylde et plejetestamente.

- Den dag man ikke længere selv kan sige fra, så skal testamentet informere personalet om, hvad man kan lide, og særligt hvad man ikke kan lide, siger formanden for Ældrerådet i Vesthimmerland Kommune Erik Stagsted.

Kommunen har udarbejdet en brochure, som skal uddeles på biblioteker og aktivitetscentre, og socialrådgiver i Ældre Sagen Kirsten Dyrborg roser initiativet.

- Jeg synes, at der mangler kendskab til muligheden for at skrive et plejetestamente. Det er Vesthimmerland kommune nu med til at råde bod på, siger Kirsten Dyrborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland