Opfordring fra Dyrenes Beskyttelse: Hold afstand til strandede sæler

Foto: Jesper Christiansen

Bekymrede borgere ringer ind om enlige sæler på kysterne, men de er faktisk mest i nød, når der er mennesker omkring dem.

En sæl, der ligger og tager sig en slapper på en af de nordjyske strande, kan hurtigt blive et tilløbsstykke her i sommermånederne, hvor mange besøger kysterne. 

Men nu lyder det fra Dyrenes beskyttelse, at man bør tænke sig om, inden man bevæger sig tæt på en af de strandede sæler. For selvom en sæl, der ligger på stranden, umiddelbart kan sætte faresignaler i gang, er dyret ikke nødvendigvis i nød, blot fordi den liggger alene på stranden. 

Tværtimod kommer sælerne først i nød, når mennesker begynder at nærme sig. Derfor lyder der nu en opfordring fra Dyrenes Beskyttelse til, at man holder afstand til de strandede sæler på de nordjyske strande. 

- Når man ser en sælunge på stranden, er det vigtigt at holde rigtig lang afstand til den. Sæler er så følsomme overfor mennesker, at sælmor ikke tør at nærmere sig sin unge, hvis der er mennesker omkring. Derfor er vi en hyppig årsag til efterladte sælunger henover sommeren, siger Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Kontakt vagtcentral, hvis sælen er skadet

Hos Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812 har man de seneste måneder modtaget et stort antal opkald om strandede sæler. I Nordjylland modtog vagtcentralen 28 opkald om strandede sæler i juni måned. 

Sådan fordeler opkaldene sig i Danmark om strandede sæler i juni 2019.  Foto: Dyrenes Beskyttelse

Folk tror, at de strandede sæler er i nød. Men det er ofte ikke tilfældet.

- Når en sæl ligger alene på stranden, bliver folk bekymret for, om den er strandet og derfor er i nød. Men det er oftest ikke tilfældet, og derfor skal man bare lade den være, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse. 

Sælunger ligger ofte alene på kysten, fordi de midlertidigt er blevet væk fra deres mor. Men mor og unge finder næsten altid hinanden igen, hvis de altså ikke forstyrres. Derfor kan en sælunge blive permanent efterladt, hvis der er for mange mennesker omkring den.

Har sælen synlige skader, har den derimod brug for hjælp, og så er det vigtigt at kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812, imens man holder god afstand til den.

Sådan bør du forholde dig til en strandet sæl

  • Rør den ikke og hold lang afstand.
  • Har den synlige skader, tag hurtigt et billede, gå væk igen.
  • Send billedet til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
  • Vagtcentralen vurderer, om sælen er i nød.

Forsiden lige nu