Opfordring fra Jon fra Udfordringen: - Kom ud i naturen, det er sundt
I forbindelse med TV2 Nords særudsendelse, hvor vi satte fokus på alt det, vi har at være glade og taknemmelige for - trods corona, mødtes Jon Lindberg og Robert Bedsted over et bål. Og det slog gnisten - på den gode måde.
Hvis det er noget Jon Lindberg og Robert Bedsted - der begge er kendt fra TV2 Nord-programmet "Udfordringen", kan blive enige om, så er det, at udeliv er godt.
I forbindelse med TV2 Nords særudsendelse, hvor vi satte fokus på alt det, vi har at være glade og taknemmelige for - trods coronakrisen, så var det naturligvis også ude i naturen, de to kunne bidrage med de gode historier og ikke mindst den gode inspiration til andre nordjyder om at komme ud og nyd udelivet.
- Hvad man kan bruge naturen til i den her tid – en halv million danskere oplever stress-symptomer hver eneste dage, det kan hjælpe. Hvordan får man familien med ud ? Opskriften kan være pandekager ude i det fri, lød det fra Robert Bedsted ude fra en shelterplads i Saltum.
Og det behøver ifølge de to erfarne outdoor-mænd ikke være hverken besværligt eller noget, der kræver udstyr af en særlig karakter.
Man skal sådan set bare klæde sig varmt på og se at komme ud og eventuelt lave et bål. Og det kan sagtens bare være et bål i haven, eller man kan benytte sig af de mange shelterpladser, der er rundt om i Nordjylland, hvor der mange steder er gjort klar til bål.
- Det giver bare noget hygge med et bål, når man kan mærke varmen, og man kan mærke naturen. Det er sundt, fortalte Jon.
Opfordringen fra Robert Bedsted lyder, at den nemme løsning til at gøre det hyggeligere omkring bålet, er, at tage en færdigmikset blanding til pandekager med sig.
- Og så er det ikke bare pandekager og hygge det hele, for undersøgelser viser, at 84 procent af dem, der tager ud og oplever naturen, oplever velvære ved det, fortalte Robert Bedsted.