Medarbejderne på Martin er helt i kulkælderen efter beskeden om, at fabrikken lukkes til nytår. Foto: Birgit Rostrup

Opgivende stemning på Martin

Medarbejderne på Martin hænger gevaldigt med snuden dagen efter, de fik at vide, at deres arbejdsplads lukker. Hvem vil ansætte os, spørger de.

På den avancerede lys-fabrik i Frederikshavn er der krisestemning efter nyheden om fabrikslukningen kom ud onsdag eftermiddag.

Samtlige medarbejdere bliver fyret, og produktionen flyttes til Ungarn. Tilbage står medarbejderne med store spørgsmål malet i ansigterne.

- Da amerikanerne kom ind i billedet og overtog butikken, troede vi, at vi skulle ud og erobre hele verden. Men i virkeligheden kom de bare for at tjene penge og lukke vores fabrik, siger en opgivende Morten Mogensbæk, der arbejder som tester af produkterne.

Den 57-årige Gaby Moberg er fortvivlet:

- Jeg har været her på fabrikken i 18 år, og nu skal jeg ud at søge job som 57-årig. Jeg tror slet ikke på, at virksomhederne går efter det grå guld. Hvad skal jeg lave, spørger hun retorisk.

Et større apparat bestående af kommunen, jobcenteret, erhvervcenteret, a-kasserne og fagforeningerne er i dag i gang med at spænde et jobmæssigt og socialt sikkerhedsnet ud under de 200 medarbejdere.