Optimisme i nordjysk turisterhverv
Foto: Tv2nord.dk
Fårup Sommerland er en af Nordjyllands store turistattraktioner, og parken er en del af det fælles nordjyske samarbejde, der skal sælge Nordjylland som samlet destination.
VisitNordjylland og den nordjyske turistbranche er gået sammen i en stor kampagne for at lokke flere turister til Nordjylland. Og det ser ud til at virke.
De sidste par år har været en smule sløje for turismen i Nordjylland. Faldende overnatningstal har ramt landsdelen, men nu er der igen optimisme.
VisitNordjylland har foretaget en undersøgelse blandt regionens overnatningssteder, og her melder mere end halvdelen af de adspurgte om fremgang i løbet af de seneste tre måneder, sammenlignet med samme periode i 2013.
Ligeledes svarer mere end 50 procent, at de også kan se en stigninger i antallet af bookinger de næste tre måneder frem, når man sammenligner med samme periode i 2013.
Det er blandt andet en stor, fælles kampagne, der får æren for fremgangen. Her er VisitNordjylland gået sammen med en lang række aktører inden for turismeerhvervet i Nordjylland. I stedet for at brande sig hver for sig, er destinationer og attraktioner i det nordjyske blevet enige om at skyde penge i en fælles kampagne for at sælge hele Nordjylland som destination.
Blandt andet Fårup Sommerland og feriehusudlejningen Feriepartner i Blokhus melder om, at man allerede kan se en effekt, både i kraft af en mindre stigning og at det er en del ikke-nordjyder, der holder sommerferie i regionen.
Kampagnen har i første omgang fokuseret på danske turister, men det er planen, at den næste år skal udvides, så man også tiltrækker flere nordmænd, svenskere og tyskere.