Ordkraft fejrer 10 års jubilæum: Kendte forfattere er med til at definere nyt tema
Foto: Aalborg Kongres & Kultur Center
Jens Smærup Sørensen (længst til venstre) er den seneste vinder af Ordkraft Prisen (2019). I år fylder det kulturelle event 10 år.
Jubilæet bliver blandt andet markeret med besøg fra professor på AAU, Svend Brinkmann og den prisvindende forfatter Sara Omar, der er kendt for sin roman Skyggedanseren.
Som alle andre jubilarer, så er en 10 års-dag noget ganske særligt, der skal fejres.
Det gælder også for kulturfestivalen Ordkraft, der hvert år finder sted i Nordkraft i Aalborg. Derfor har arrangørerne bag besluttet at hive store navne til jubilæumsfestivalen i april 2020 for at forkæle de op mod 8.000 besøgende.
Her kan de mange litteraurfans blandt andet opleve forfatter Sara Omar fortælle om sin seneste bog ”Skyggedanseren”, der – ligesom gennembrudsromanen ”Dødevaskeren” – tager afsæt i forfatterens kurdiske identitet.
I en tid med flydende eller manglende værdier, mangel på sammenhæng og overblik og med egoisme i stedet for kollektiv bevidsthed, da er det klogt at sætte fokus på identitet.
Jørgen Pyndt, formand, Ordkraft
Også professor på Aalborg Universitet Svend Brinkmann gæster Ordkraft - for første gang.
Derudover vil også blandt andre vinderen af Nordisk Råds litteraturpris, Jonas Eika, anmelderroste Malene Lei Raben og Sara Blædel kunne opleves på scenen.
Ny tema: Identitet
Ud over de populære forfattere får ord- og litteraturfestivalen Ordkraft også et andet kendetegn til sit 10 år jubilæum - nemlig et tema.
- I en tid med flydende eller manglende værdier, mangel på sammenhæng og overblik og med egoisme i stedet for kollektiv bevidsthed, da er det klogt at sætte fokus på identitet. For nu at sige det lidt fortærsket: Sætte spørgsmålstegn ved, hvem vi egentlig er som menneske. Og lige præcis det er forfattere og kreative ordfolk altså de bedste til, fortæller formanden for Ordkraft gennem snart ni år, Jørgen Pyndt.
Der vil løbende blive tilføjet flere navne til festivalen, indtil den bliver afviklet 16.-19. april 2020.