Organisation: Nordjysk kræftforskning er for dårlig
Foto: Bruno Stagsted
Kræftens Bekæmpelse støtter sjældent nordjyske forskningsprojekter, fordi organisationen ikke mener, at den nordjyske kræftforskning er god nok.
Nordjyderne spøtter gerne i indsamlingsbøssen, når Kræftens Bekæmpelse samler ind. Til gengæld giver Kræftens Bekæmpelse kun et lille bidrag til kræftforskning i Nordjylland. Organisationens formand lagde ikke fingre imellem, da han i går i Nordjylland LIVE fortalte hvorfor.
- Når det er sådan, at der kommer relativt få penge til Nordjylland, så skyldes det, at vi fordeler pengene efter kvalitet. Der sidder et uafhængigt forskningsudvalg, som sørger for, at de bedste forskningsprojekter får støtte, siger Leif Vestergaard, direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Kræftens Bekæmpelse mener altså ikke, at den nordjyske kræftforskning lever op til organisationens krav. Den udmelding kan man kun ryste på hovedet af på Aalborg Universitetshospital.
- Den forskning, der foregår inden for kræftområdet på Aalborg Universitetshospital, er af høj international kvalitet, siger forskningschef på Aalborg Universitetshospital, Lars Hvilsted Rasmussen.
Kræftens Bekæmpelse får 15 procent af sine indtægter fra Nordjylland, men kun én procent af organisationens penge bliver givet til nordjyske forskningsprojekter.
- Det synes jeg selvfølgelig ikke er rimeligt. Det er klart, at de penge, der bliver indsamlet til Kræftens Bekæmpelse ved donation, arv og indsamlinger, der er der en forventning fra de nordjyske borgere og selvfølgelig også fra Aalborg Universitetshospital om, at man også støtter forskningsprojekter i vores region, siger Lars Hvilsted Rasmussen.
I regionsrådet vækker det også harme, at Kræftens Bekæmpelse sjældent ser mod Aalborg, når organisationen vælger, hvilke kræftforskningsprojekter, der skal have støtte.
- Nu vil jeg lægge op til, at vi får en snak med Kræftens Bekæmpelse, for jeg synes simpelthen ikke, at de kan være det bekendt. Og hvis vi ikke kommer nogle vegne, så må vi jo se, hvad vi ellers kan gøre. Så kan man måske opfordre nordjyderne til at donere pengene direkte til Aalborg Universitetshospital i stedet for til Kræftens Bekæmpelse, siger Per Larsen (Konservative), regionsrådsmedlem i Region Nordjylland.
Uanset hvor pengene kommer fra, så er man på Aalborg Universitetshospital egentlig bare interesseret i, at der kommer så mange, som muligt.
- Forskning er en dyr ting at bedrive, så hvis vi får flere midler fra Kræftens Bekæmpelse, så vil vi kunne gennemføre mere kræftforskning til gavn for de danske kræftpatienter, siger Lars Hvilsted Rasmussen.