Østjysk Bank på kanten af afgrunden
Foto: TV2/Nord
En lille kvart milliard i underskud i første kvartal sender Østjysk Bank i Finanstilsynets røde bog.
I går opgjorde Finanstilsynet bankens solvensgrad, og selvom det med 8,7 % lige klatrer over det lovbestemte minimum, så opfylder banken ikke det individuelle krav, som Finanstilsynet opgjorde til 11,7 %.
Først i maj måned ringede alarmklokkerne for alvor højt, da direktør Jens Vendelbo blev fritstillet som følge af et dundrende underskud i første kvartal. I dag kunne banken så oplyse, at der er et akut behov for at få tilført 175 millioner kroner. Ellers overlever banken ikke.
Kapitalen skal tilføres ved en aktieemission, samt ved salg af tre filialer og en række aktier til Arbejdernes Landsbank. Aktieemissionen er allerede halvvejs i mål, da der er tilsagn om omkring 90 millioner kroner af de 175 millioner kroner der er nødvendige i den del af redningsplanen.
Redningsplanerne har været undervejs et stykke tid, da bankens ledelse var klar over problematikken. Planerne er altså ikke et udslag af Finanstilsynets besøg.