Otte års fængsel for voldtægter af datter
Foto: Ib William Christensen
En 61-årig mand fra Vendsyssel er torsdag blevet idømt otte års fængsel for gennem to år at have voldtaget sin mindreårige datter.
En nu 15-årig pige har i denne uge vidnet i Retten i Hjørring mod sin 61-årige far. Faren var tiltalt for gennem næsten to år at have voldtaget pigen adskillige gange. Torsdag blev han idømt otte års fængsel.
Voldtægterne fandt sted i to år fra foråret 2009. Da volden startede, var datteren blot otte år gammel.
Anklager Karina Skou argumenterede i retten for at den 61-årige skulle idømmes ni års fængsel, og den indstilling valgte dommeren i høj grad at følge. Retten lagde blandt andet pigens troværdige forklaring til grund, samt det forløb hvor pigen i sin skole bryder sammen, og forklarer om volden til en veninde og en lærer.
Den 61-årige havde indkaldt sin søn og kæreste, og de fortalte i retten samstemmende, at de ikke kunne tro, voldtægterne kunne finde sted.
Den 61-åriges forsvarer argumenterede i Retten for at hans klient ikke skulle idømmes mere end seks års fængsel. Den dømte har gennem hele sagen nægtet sig skyldig og ankede på stedet dommen til landsretten.