Øv bøv: Trist sommervejr i vente

Byger, lave temperaturer og vind fra vest. Det er hvad den næste uges vejr byder på. Solen titter dog også frem.

De næste dages vejr kommer i høj grad til at ligne det vi har oplevet i den forgange. Sagt med andre ord: Afdæmpet og ustadigt dansk sommervejr.

Mandag byder på perioder med solskin og fint vejr, men temperaturerne rundt om i landsdelen er på beskedne 17-18 grader.

Man vil også opleve byger, men det bliver ikke så mange som man mange steder i Nordjylland har oplevet søndag. De vil hovedsageligt vise sig først på dagen, viser TV 2 Vejrets prognoser, så eftermiddagen og aftenen skulle byde på tørt vejr de fleste steder.

Tirsdag bliver efter alt at dømme en regnfuld affære. Specielt Syddanmark ser ud til at få store mængder regn, men Nordjylland bliver formentlig ikke skånet helt og specielt i formiddagstimerne kan regnen blive intens og temperaturerne lave.

Onsdag og torsdag bliver forholdsvis blæsende og med beskedne temperaturer. Det tegner dog til at blive lidt lunere fredag.

Badevandet ved de fire strande TV 2 Vejret modtager målinger fra viser i øvrigt at vandet kun er marginalt koldere end luften.


Seneste nyt

fra Nordjylland