Øv! Ingen nordjysk sejr ved Melodi Grand Prix
Det blev ikke til en sejr til nordjyske Lasse Meling. I stedet er det Rasmussen, der skal forsvare Danmark ved Eurovision Song Contest i Lissabon.
Efter at have lavet musik i seks år, havde han håbet på, at det var nu, han skulle få sit helt store gennembrud på den internationale scene ved at repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Portugal. Men lørdag aften måtte 19-årige Lasse Meling fra Frederikshavn nøjes med at synge foran hele Danmark på scenen i Gigiantium i Aalborg en enkelt gang.
- Det har jeg det helt fint med. Alle var mega dygtige. Jeg har fået et bånd til alle sammen, og jeg føler mig stadig som en vinder, siger Lasse Meling.
Han nød at stå på scenen og synge sin sang ”Unfound”, som handler om at komme ovenpå efter et svigt.
- Det var fantastisk. Det var virkelig, virkelig sjovt. Jeg glemte helt, at der var mennesker omkring mig – det er svært at beskrive, men det var helt vildt sjovt, siger han.
Det blev Rasmussen med sang nummer 3, Higher Ground, der løb med en overbevisende sejr med intet mindre end 50 procent af stemmerne.
- Det er vanvittigt at være en del af Melodi Grand Prix-historien. Der er mange, der har troet på mig – men alligevel kan man ikke forberede sig på at stå med trofæet, siger Jonas Flodager Rasmussen.
På forreste række i salen sad 21 af Lasse Melings familiemedlemmer og venner og heppede med banner og t-shirts med Lasses ansigt påtrykt.
- Det var helt vildt dejligt, siger Lasse Meling.
Bare fordi det ikke blev til en sejr ved Melodi Grand Prix, betyder det ikke, at musikken skal på pause. Lasse Meling går nemlig snart i studiet igen for at indspille nyt musik.