Over 2000 knallerter stimlede sammen: - Det er en drengedrøm

I den nordligste del af landet samledes knallertentusiaster om fællesskabet og byen.

Der var Puch Maxi og Yamaha. Og så alt derimellem.

Knap 2000 brummende og særdeles farverige knallerter kørte både fredag og lørdag gennem Skagens gader og stræder.

Her var Skagen Knallertfest nemlig stablet på benene. Paraden gennem Skagen var egentligt afslutningen på tv-vært Peter Ingemanns tur rundt i Danmark på sin knallert, men var også arrangeret med henblik på at samle byen.

Det fortæller centerleder i Skagen Kultur og Fritidscenter, Christian Mose Sørensen, der er hovedarrangør af arrangementet. 

- Det er en anden form for knallerttræf end den, man er vant til. Man mødes som regel på en mark med et telt og sparker til nogle dæk, siger han og fortsætter:

- Men det her var jo et helt andet koncept, hvor det var byen, der var omdrejningspunktet, og den hygge som Skagen nu kan tilbyde. 

quote Det her skulle være lidt en gave til byen og til erhvervslivet

Christian Mose Sørensen

Der var egentlig 'kun' omkring 1750 deltagere, der officielt havde tilmeldt sig begivenheden, men Christian Mose Sørensen mener, at mellem 1000 og 1500 yderligere dukkede op til begivenheden. 

- Og det var egentlig også det, der vat grundtanken, at det her skulle være lidt en gave til byen og til erhvervslivet, siger han. 

Selv er arrangøren ikke en knallertentusiast. Til gengæld kan han snildt sætte sig ind i de mange deltagendes interesse i de brummende køretøjer. Ikke mindst på grund af Peter Ingemanns programmer.

- Jeg tænker, det nok er en eller anden gammel drengedrøm, som har fået nyt liv blandt voksne mennesker, siger han afsluttende.


Seneste nyt

fra Nordjylland