Over hundrede elever mangler en læreplads på TechCollege

Hovedårsagen er coronakrisen, som betyder, at virksomhederne er tilbageholdne med at tage de unge mennesker ind. I stedet tilbyder TechCollege i Aalborg eleverne skolepraktik.

TechCollege i Aalborg oplever lige nu et markant højere antal elever i skolepraktik end tidligere.

På grund af coronakrisen har flere nordjyske virksomheder valgt ikke at ansætte lærlinge, og på TechCollege betyder det, at langt over hundrede elever lige nu mangler en læreplads.

En af disse elever, der står uden læreplads, er Frederik Horsfeldt. Da han gik i gang med sin uddannelse til industritekniker, lovede fremtiden godt, hvor mestrene på det nærmeste stod udenfor og hev lærlingene ind.

Men i dag lader lærepladsen til den 25-årige vendelbo vente på sig.

- Vi prøver, vi prøver, vi prøver at være så fleksible som muligt – også geografisk. Jeg kommer fra Hirtshals af, så der er et godt stykke at køre, siger Frederik Horsfeldt.

Skolepraktik erstatter læreplads

Lige nu er Frederik Horsfeldt en af godt 30 elever på industriteknikeruddannelsen på TechCollege i Aalborg, som står uden læreplads.

-  Man bliver sgu lidt skuffet, for man har gået og glædet sig til at komme i gang, siger Frederik Horsfeldt, som derfor indtil videre er kommet i skolepraktik.

- De vil jo gerne af med mig. Jeg er jo primært her for, at de skal hjælpe mig med at komme videre i min uddannelse, konstaterer Frederik Horsfeldt.

Samme billede gør sig gældende for Lukas Granvig. Han har netop afsluttet det første hovedforløb på elektrikeruddannelsen på TechCollege og er en af 90 elever på den uddannelse uden læreplads.

- Jeg søger næsten hver uge. Den tid jeg har, der søger jeg eller kører ud med ansøgninger og giver den i hånden, siger Lukas Granvig.

Ifølge chefen for praktikcenteret på TechCollege, Per Dennis Kristensen, skal årsagen findes hos flere nordjyske virksomheder, som har nedskaleret deres aktiviteter på grund af coronakrisen.

- Hele eksportmarkedet er ikke åbnet endnu efter coronakrisen. Og de virksomheder, som plejer at aftage vores dygtige, unge mennesker, de har slunke ordrebøger, siger Per Dennis Kristensen.

Praktikpladserne skal nok komme igen

Og slunke ordrebøger betyder samtidig et nej tak til flere lærlinge hos virksomheder indenfor især industrien og elektrikerfaget. Og det betyder altså, at elever som Frederik og Lukas har mere end almindeligt svært ved at finde en læreplads.

- Det allerbedste knokler vi faktisk for hver eneste dag. Og det er at få vores unge mennesker ud i virksomhederne, for der er altså nogle ting, som vi ikke kan give dem her i skolepraktikken, siger Per Dennis Kristensen.

Ifølge erhvervsorganisationen Erhverv Norddanmark skal virksomhedernes praktikpladser nok vende tilbage med tiden, men det sker næppe lige rundt om hjørnet.

-  Vi skal lige have fundet vores ben igen, vi skal have genskabt samarbejdet med udlandet og så videre. Vi skal nok have det lange lys på, og det er noget, jeg tænker varer mellem et halvt til et trekvart år, siger direktør i Erhverv Norddanmark Kurt Bennetsen.

Mens man altså på TechCollege i Aalborg mangler praktikpladser, ser billedet helt anderledes ud på Erhvervsskolerne i Aars. Her er blot knap 20 elever lige nu uden læreplads og på enkelte uddannelser er ligefrem mangel på elever til lærepladserne.


Seneste nyt

fra Nordjylland