Overfaldt sin datters plejemor
Foto: TV2/Nord
En kvinde fra Aalborg blev torsdag kendt skyldig i trusler og vold mod sin datters plejemor i forbindelse med et overvåget samvær.
Det skriver nordjyske.dk
Torsdag blev en kvinde fra Aalborg ved byretten kendt skyldig i trusler og vold mod en tjenestemand. Det skete den 24. maj 2011, da kvinden havde overvåget samvær med sin datter.
Under episoden overfaldt kvinden sin datters plejemor. Ifølge anklageskriftet skal hun have hevet plejemoren i håret samt have tildelt hende adskillige knytnæveslag i nakken og kradsemærker på hænderne.
Ved samme episode slog kvinden også på en pædagog samt pædagogens bil.
Selv om kvinden er kendt skyldig i overfaldet, så er strafudmålingen blevet udsat. Det sker, fordi kriminalforsorgen har brug for tid til at lave en personundersøgelse af kvinden fra Aalborg.