Overfaldt svoger med økse

En 39-årig mand er i dag varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for grov vold mod sin svoger med en økse samt spirituskørsel. Han slog angiveligt sin svoger med en økse flere gange og sparkede ham i hovedet.

En 39-årig mand fra Øster Assels blev i dag varetægtsfængslet i fire uger.

Ifølge politiet slog han svogeren tre til fire gange med en flækøkse - og sparkede ham i hovedet. Det skriver TVMidt-Vest.

Svogeren blev kørt på skadestuen og syet i hovedet, men skulle ikke være kommet alvorligt til skade. Når det ikke gik værre, skyldes det formentlig, han blev slået med øksens flade ende.

Politiet skal nu forsøge at finde baggrunden til overfaldet - men det begyndte tilsyneladende med, at den 39-årige blev uvenner med sin kone. Han forlod hjemmet med en besked om, at han ville tage ned og smadre hendes bror.

Mens den 39-årige var på landejendommen, kom en anden bror til hustruen og offeret til stedet. Den 39-årige truede ham, inden han stak af.
Han blev senere anholdt i sin bil på Næssundvej og i øvrigt også sigtet for spirituskørsel.


Seneste nyt

fra Nordjylland