Pædagogstrejke slut

Den langvarige strejke og en truende lockout var befordrende for et forlig mellem Bupl og KL, erkender de to topforhandlere.

Landets forældre kan ånde lettet op, og børnene kan begynde at glæde sig til at se deres kammerater igen.

Tirsdag morgen er pædagogerne tilbage i daginstitutionerne i de 15 kommuner, der i flere uger har været ramt af strejke.

Fredag eftermiddag indgik Bupl og KL en ny overenskomst for de næste tre år for de omkring 60.000 Bupl-medlemmer.

Det skete i lyset af en truende lockout og udsigten til en tom strejkekasse.

Der var tilfredshed med resultatet, da topforhandlerne Mads Lebech (K) fra KL og formand Henning Pedersen fra Bupl præsenterede forliget i KLs domicil, men Henning Pedersen lagde ikke skjul på, at den langvarige strejke og truende lockout har
haft betydning for det indgåede forlig.

Om strejkekassens beholdning også har haft en vis indflydelse på dagens enighed, ønskede Henning Pedersen ikke at kommentere. Han lagde i stedet vægt på, at KL ved dagens start havde lagt 30 millioner kroner ekstra på bordet i forhold til det oprindelige tilbud til Bupl. De ekstra penge betyder blandt andet et tredje løntrin til ledere og mellemledere og flere tillæg for skæve vagter til klubpædagogerne.

- Vi har indgået en aftale, der forbedrer vores resultat med mere end 30 millioner kroner. Med de ekstra penge har vi en aftale, der samlet set peger i den rigtige retning for pædagogerne, sagde Henning Pedersen. Rammen er dog fortsat 12,8 procent.

Mads Lebech lagde vægt på, at konflikten har gjort det
tydeligt, at pædagogerne er en meget vigtig personalegruppe i kommunerne.

- Jeg håber, at pædagogerne med denne aftale, hvor de sikres store lønstigninger og en række andre forbedringer, føler, at de får den anerkendelse for deres arbejde, som de fortjener, sagde han.
Bupl's medlemmer skal nu stemme om forliget.

Resultatet foreligger den 25. juni klokken 12. Hvis medlemmerne stemmer nej, vil strejken blive genoptaget. Hvis aftalen godkendes, har KL nye overenskomster på plads med alle 48 medlemsorganisationer i forhandlingsfællesskabet KTO.

KL og Bupl er tidligere to gange blevet enige om ny treårig overenskomst til 12,8 procent. Den første sagde hovedbestyrelsen nej til, mens medlemmerne stemte nej til aftale nummer to. Derfor gik 13.000 pædagoger i 15 kommuner i strejke 18. maj.

Det er ikke første gang, at de to forhandlere har forsøgt at finde en løsning. Og ifølge Mads Lebech har det ikke været lige let hver gang at finde melodien.

For lidt over en uge siden satte de to sig sammen igen for at se, om det ikke var muligt at finde en løsning. Men endnu engang måtte de opgive. Fredag lykkedes det for dem at blive enige. Nu er det op til medlemmerne at stemme forliget hjem.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland