Pakkeposten kører med dagligvarer som aldrig før

Det er trænge tider ved det almindelige postbud, mens pakkepostens bil bugner. Specielt dagligvarer har det seneste år fundet vej med posten, som aldrig før.

Frugt, kød og vin. Det er alle varer, der i større og større grad kommer med pakkeposten. Faktisk er der i løbet af de første 10 måneder af 2016 sket en stigning på 67 procent i antallet af dagligvare, der kommer igennem pakkedistributionscenteret i Aalborg. Det oplyser Post Nord.

- Dagligvarer kræver en lidt anden håndtering. De er alle sammen sorteret i hånden i modsætning til de almindelige pakker, der bliver sorteret af en maskine. Så dagligvarerne kræver mere tid, siger Michael Hansen, Pakkepost.

Alle dagligvare bliver leveret ved kunderne samme dag, som de kommer til distributionscenteret i Aalborg. Hvis kunderne ikke er hjemme, når pakkeposten er forbi, så står varerne et aftalt sted og venter, når man kommer hjem. En af de virksomheder, der bruger Post Nord til at levere deres mad er Skagen Food.

- Det er et stort arbejde, at skulle distribuere til hele landet og komme ud i alle afkroge af Danmark. Der er posten bare rigtig fleksibel og af rigtig høj kvalitet. Vi er tilfredse kunder, siger medejer af Skagen Food, Peter Bagge-Nielsen.

Skagen Food har brugt den almindelige pakkepost som leverandør siden 2014. Pakkepostbuddet håber, at han i løbet af de næste par år får endnu flere dagligvare bag i bilen.

- Jeg håber at dagligvarerne gør, at jeg får nogle flere kollegaer, og at jeg bibeholder mit arbejde, siger Michael Hansen.

I de første 10 måneder af 2016 er antallet af pakker indeholdende dagligvare steget med 67%. Til sammenligning har, der været en stigning på 10% på de almindelige pakker.
I de første 10 måneder af 2016 er antallet af pakker indeholdende dagligvare steget med 67%. Til sammenligning har, der været en stigning på 10% på de almindelige pakker.
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland