Parkeringsafgift for vrag: 100.000 kroner

Vraget af det Dash8-fly, som forulykkede under landing i Aalborg Lufthavn, har foreløbig indbragt knap 100.000 kroner til Flyvestation Aalborg.

<b>Forulykket Dash8-fly</b>
SAS har ikke fået ryddet op efter flyulykken sidste år. Her forulykkede et Dash8-fly i Aalborg Lufthavn, landingsstellet knækkede sammen under landing.

<b>Vrag på Flyvestation Aalborg</b>
Vraget er stadig placeret på det militære område, og Flyvestation Aalborg har derfor sendt regninger til SAS for opmagasineringen.

- Vi har forhørt os hos den civile lufthavn, hvad det koster. Vi vil ikke være konkurrenceforvridende, siger presseofficer Lars Andersen fra Flyvestation Aalborg til TV2/Nord.

<b>Knap 100.000</b>
Indtil videre har SAS betalt den første regning der lød på omkring 70.000 kroner, og nu har de modtaget den næste. Den lyder på 22.000 kroner.

<b>Havarikommissionen</b>
Det er først for nylig, at Havarikommissionen færdiggjorde sit arbejde med flyet.
Det er besluttet, at flyet ikke repareres.