Pas på kulden, bilister

Endnu en kold vinterweekend venter os efter en nat med tocifrede minusgrader. Især søndag skal bilisterne passe på.

Det har i nat været helt ned til 17 minusgrader i Danmark, og også lørdag og søndag vil det være rigtig koldt, selv om temperaturerne stiger. Solen vil i weekenden være på gæsteoptræden flere gange.

Natten til mandag er det kolde vejr så slut for denne gang. Vejret slår om, og det bliver op til fem plusgrader på ugens første hverdag, lyder prognosen.

Skiftet kan gøre det risikabelt at bevæge sig ud i trafikken søndag, da der er risiko for isslag fra sidst på eftermiddagen og frem mod de sene timer.

- Vi får en kold start på fredagen med lidt rimtåge. På Sjælland er der her til morgen ned til 15 graders frost. I Jylland er det knapt så voldsomt med minusgrader på omkring fem på grund af skydække, siger vagthavende meteorolog ved DMI, Michael Skelbæk.

Ved den jyske vestkyst kan der komme noget sne - men det bliver i småtingsafdelingen.

Lørdag og søndag stiger temperaturerne, men det kommer man ikke til at mærke meget til. Weekendens nattemperaturer vil ligge mellem tre og otte frostgrader.

- Lørdag vil vinden være frisk og søndag jævn til hård, mens der ude ved kysterne vil være mere sus på med op til kuling. Derfor vil det føles koldt og bide i kinderne. Vinden vil begge dage komme fra sydøst og syd, siger Michael Skelbæk.

Efter en kold weekend begynder det søndag aften og natten til mandag at blive mildere.

- Sne- og snefygning trækker ind fra Vestjylland søndag eftermiddag og det bevæger sig i løbet af aftenen og natten mod øst.

Bilisterne skal være varsomme, fordi varm luft presser sig på, så kan det blive rigtig glat på vejene på grund af isslag, siger meteorologen.

- Men når vi frem til mandag morgen, så er isslaget væk, og dagtemperaturerne vil ligge på mellem to og fem plusgrader, siger Michael Skelbæk.

Har man svært ved at træde ud i kulden fredag morgen, kan det måske være en trøst, at dagtemperaturerne hele næste uge vil være i plus.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland